Lørdag blev én af de yderst aktive dage på anlægget. Med både holdkamp og to turneringer på programmet, blev de fremmødte tilskuere i den grad godt underholdt.
2. divisions herreholdet (Claus, Sebastian, Dennis, Jesper K., Robin) lagde for fra morgenstunden mod det ubesejrede tophold fra Skovshoved. Det blev til to flotte sejre og dermed et 2-4 nederlag, hvilket var de samme cifre, som 2. divisions dameholdet (Dina, Caroline, Shams, Caroline Mathilde) returnerede med fra deres kamp i Næstved.
Eftermiddagens NTK Amager-Cup blev en meget varm affære, så alle skyggepladser blev taget i brug af tilskuerne på anlægget. Stort tillykke til turneringens to vindere – Alberte Høybye fra Farum Tennisklub i U14 kat. 2 og Mollie Marie Huniche Hansen fra Øresund Tennis & Padel i U16 kat. 3.
Som altid blev turneringen afviklet under kyndig ledelse fra Justyna, der igen havde sørget for virkelig flotte pokaler. Tak for en meget stor indsats.