I weekenden kunne der igen afvikles holdkampe og NTK-Amager var repræsenteret ved ikke mindre end fire holdkampe. Lørdag var seniorholdene i gang og søndag var det juniorernes tur.

Klubbens senior herrer i 4. division vandt på hjemmebane 4-2 over Albertslund efter en meget tæt kamp, der blev afgjort ved matchtiebreak i den sidste double. Tillykke til Phillip Maksimovic, Jesper Kruse, Sebastian Kjølbye og Robin Leutert.

Mange tak for meget lækre sandwiches og pandekager fra vores madsponsor MGR Catering. Det gav god energi til spillerne. God energi gav det også at få opbakning fra sidelinjen så tak til de, der kom forbi og heppede på holdet.

Klubbens damehold i 2. division øst bestående af Jovana Gusak, Cajsa Arvedsen, Shams Said og Mimi Rosa Gammelgård mødte på udebane Holbæk, hvor de måtte se sig slået med 5-1 af hjemmeholdet.

Emil Remsted og Sebastian Kjølbye stiller op i den allerbedste række for U14 drenge og Jovana Gusak gør det samme for U18 piger, hvor vores spillere i begge rækker danner hold med spillere fra Rødovre og ATK i kampen om DM for hold. Begge hold var søndag på besøg i Lyngby, hvor de måtte se sig slået af to meget stærkt spillende Lyngby-hold. Drengene blev besejret 0-6 og pigerne 1-5. Jovana var stærkt spillende i single og vandt sin kamp med 7-5 6-3.
Fillip Schlichtkrull var med som coach hos drengene, og der blev gjort flittigt brug af og lyttet til hans gode input – stor tak for hjælpen.